Graviditetsundersøgelser, skanninger & børn

Vi følger dig hele vejen under graviditeten for at sikre, at du og dit barn har det godt. Når du bliver gravid, bør du hurtigt kontakte din læge og aftale tid til den første graviditetskonsultation. 

Alle gravide får tilbudt en eller flere ultralydsundersøgelser. Den første bruges blandt andet til at fastslå, hvornår fødslen kan forventes, også kaldet terminsdatoen. Ønsker du ikke undersøgelse med ultralyd, beregnes din terminsdato ud fra den sidste menstruations første dag. 

De forebyggende graviditetsundersøgelser er gratis og foregår hos din egen læge og hos jordemoderen på sygehuset eller i lokalområdet. 

Formålet med konsultationerne er at rådgive dig og følge graviditetens udvikling, så du forbliver sund gennem hele graviditeten, og barnet får de bedste muligheder for at blive født sundt og levedygtigt. 

Såfremt du er i medicinsk behandling for én eller flere kroniske sygdomme, så er det en god idé at drøfte fortsat behandling og kontrol heraf, sammen med din læge. På  denne hjemmeside  kan du læse mere om brug af medicin under graviditet og/eller amning. 

Bestil tid til dine undersøgelser i god tid. Sørg altid for at lave en urinprøve før enhver konsultation hos lægen, når undersøgelsen gælder din graviditet. 

Graviditetsundersøgelserne hos os i klinikken foregår i henholdsvis:

1. konsultation: Graviditetsuge 8-10:

Her vil der blive taget blodprøver, målt blodtryk, vejet og opstartet vandre- og svangrejournal. Du skal også lave en frisk urinprøve - en midtstråle, så kom gerne 10 min. før din tid og henvend dig hos sekretæren. Du skal også have noteret sidste menstruations første dag, så sygeplejersken kan udregne, hvor langt du er i graviditeten. Endelig får du information om nakkefoldsscanning.

2. konsultation: Graviditetsuge 25: 

Du skal igen komme 10 minutter før din tid for at lave en urinprøve. Derudover måler vi dit blodtryk, vejer dig, måler din livmoder og du kan høre din babys hjertelyd.

3. konsultation: Graviditetsuge 32:

Det samme som i uge 25: urinprøve, blodtryk, vejning, livmodermål og hjertelyd.

4. konsultation: Efterfødselsundersøgelse: 8 uger efter fødslen:

Du tilbydes en efterfødselsundersøgelse. Her snakker vi om, hvordan det går, ligesom vi taler om prævention og laver en gynækologisk undersøgelse efter behov.

Har du eller din nærmeste familie tidligere haft en blodprop i ben eller lungen, så tal med din læge herom. I kan sammen se på denne hjemmeside, med henblik på en risikovurdering i graviditeten. 

Gode råd vedrørende symptomer og fund i din graviditet finder du ved at klikke på linket her.

Kosttilskud i graviditeten 

Folinsyretilskud: Folinsyre 400 mikrogram dgl. fra graviditeten planlægges til og med 3 mdr henne. Ved tidligere neuralrørsdefekt anbefales folinsyre 5 mg dgl. 

Vitamin D: Vitamin D tilskud 10 mikrogram = 400 IU dgl. i hele graviditeten.  

Calciumtilskud: Hvis der ikke indtages mælkeprodukter anbefales tilskud med calcium svt. 500 mg dgl. Tilførsel af calcium er tilstrækkeligt med 500 ml mælk dgl. 

Jerntilskud: Jerntilskud 40-50 mg dgl. fra uge 10 – eller senest fra uge 18. Tages mellem måltiderne og samtidig indtagelse af C-vitamin, f.eks. i form af juice, øger absorptionen. 

Kighostevaccination

Aktuelt anbefales gravide kighostevaccination ved 3. graviditetsundersøgelse ved lægen.  Gravide, der venter tvillinger eller trillinger, samt andre gravide med risiko for at føde for tidligt, anbefales at drøfte kighostevaccination med den fødeafdeling, hvor de følges.  

Vaccinen gives som ét stik, og er gratis. Se evt. mere her.

Vejledninger fra Sundhedsstyrelsen, Statens Seruminstitut, Ernæringsrådet

Anbefalinger for gravide (alle pjecer og bøger).

Læs også mere i patienthåndbogen

Nakkefoldsskanning og såkaldt prænatal risikovurdering.

Alle gravide får tilbudt en vurdering af risikoen for Downs syndrom (trisomi 21) hos fosteret. Undersøgelsen består af en blodprøve fra dig (doubletest) og en skanning af fosteret (nakkefoldsskanning). Tilsammen kan disse to undersøgelser, når de kombineres med din alder, finde omkring 90 % af fostrene med Downs syndrom. 

Downs syndrom skyldes oftest et ekstra kromosom 21. Det er den hyppigste medfødte årsag til psykisk udviklingshæmning. Downs syndrom indebærer et karakteristisk udseende og hos en del desuden misdannelser (hyppigst af hjertet og mave-tarm-kanalen) og andre problemer, eksempelvis med synet. Du kan finde mere information om Downs syndrom på Landsforeningen Downs Syndroms hjemmeside.

Før du får foretaget nakkefoldsskanning og doubletest, er det vigtigt, at du føler dig godt informeret. Det er svært at forholde sig til, hvad risiko for Downs syndrom hos dit foster betyder. Du opfordres derfor til at læse om Downs Syndrom.

Nakkefoldsskanning 

Alle fostre har i den tidlige graviditet en væskeansamling i nakkeregionen, som kaldes nakkefolden. Hos fostre med Downs syndrom er denne nakkefold oftest mere udtalt end hos raske fostre. Tykkelsen af nakkefolden kan altså være med til at belyse risikoen for, at fosteret har Downs syndrom. Nakkefolden kan måles ved ultralydsskanning i perioden fra 11 uger + 2 dage til 13 uger + 6 dage.

Doubletest

Doubletesten er en blodprøve, som måler koncentration af to stoffer, der dannes i moderkagen. Niveauet af de to stoffer er oftest anderledes i graviditeter, hvor fosteret har Downs syndrom. Blodprøven bliver taget hos os i perioden 9 fulde uger til 13 uger, typisk i forbindelse med 1. svangreundersøgelse.  Det er vigtigt, at prøven er taget, inden du kommer til nakkefoldsskanning, så de på obstetrisk afdeling har resultatet og kan give dig den endelige risikoberegning ved skanningen.

Risikovurdering 

Nakkefoldens tykkelse og doubletesten indgår sammen med din egen alder i den samlede risikovurdering. Undersøgelserne giver ikke et endeligt ja/nej svar, men viser kun, hvor stor risikoen for at få et barn med Downs syndrom er, og om du skal tilbydes yderligere undersøgelser. 

Bestil tid, forny medicin, skriv til lægen.
Login herunder:

Konsultation Telefontid læge Sekretær
Mandag 8.00 – 16.00 8.00 – 9.00 8.00 – 12.00
Tirsdag 8.00 – 16.00 8.00 – 9.00 8.00 – 12.00
Onsdag 8.00 – 16.00 8.00 – 9.00 8.00 – 12.00
Torsdag 8.00 – 16.00 8.00 – 9.00 8.00 – 12.00
Fredag 8.00 – 16.00 8.00 – 9.00 8.00 – 12.00

Lægeklinikken på Aasen

Aasen 38
3730 Nexø
Tlf.: 56 49 20 20